Dagligvarekøb via nettet vokser
Andebryst med balsamico-sauce eller balinesisk fisk. Ideerne kommer oftest, når man sidder med næsen i kogebogen – og sjældent når man står i supermarkedet. Og så ender det med den evige pastaret.
En indkøbstur på nettet kan åbne op for nye ideer. Og det er danskerne ved at få øjnene op for.
En ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for URBAN, viser, at ni procent af danskerne regelmæssigt køber dagligvarer via internettet. Direktør for Foreningen for Dansk Internet Handel Morten Kamper forventer, at internettet i fremtiden vil spille en større rolle i dagligvarebranchen:
»Jeg tror bestemt, at vi vil opleve en vækst på net-området inden for daglivarebranchen. Det vil aldrig sluge markedet 100 procent, men blive en væsentlig salgskanal,« siger Morten Kamper, der peger på, at blandt andre Aarstiderne.com har gjort det til en livsstil at abonnere på deres varer. Og den tendens vil vokse.
Forbrugere vil efterspørge specialiserede ting, og netop internettet giver mulighed for større vareudbud, mener han.
Konkurrencestyrelsens rapport ‘Danskernes handel på internettet’ fra maj 2006 påpeger dog, at dagligvarer på nettet ikke er blevet så udbredt, som man troede, da internethandelen kom frem sidst i 90’erne. Det kan skyldes, at det er utrolig svært at påvirke mønstrene i folks forbrugeradfærd, vurderer professor, ph.d. Torben Hansen, der forsker i forbrugeradfærd ved Handelshøjskolen i København:
»Forbrugere der køber dagligvarer på nettet, skal planlægge det i god tid, fordi der ofte er flere dages leveringstid. Og hvis varerne samtidig er dyrere end i supermarkedet, og der lægges en ekstra pris oveni for fragt, så forventer forbrugerne at få noget ekstra – og ikke bare en standardvare,« forklarer Torben Hansen.
Netop derfor er det internetbutikker, som sælger særligt nydelsesorienterede produkter, der har størst succes – eksempelvis specialøl eller økologiske varer.