Dansk E-Handelsanalyse: Højt niveau på e-handel i 1. kvartal 2009
Dansk e-handelsanalyses nøgletal for 1. kvartal 2009 viser, at danskerne fortsat handler så meget på nettet, at niveauet fra sidste kvartal i 2008 fastholdes.
”Vi er glade for at den positive trend i nethandlen er fortsat i årets første kvartal, hvor vi for andet kvartal i træk runder 10 mio. online transaktioner. Det understreger den stærke forankring af e-handel hos danskerne, og at især onlineløsninger står stærkt i økonomiske nedgangstider,” siger direktør Morten Kamper fra FDIH, Foreningen for Distance- og Internethandel.
Stigningen i nethandel fra 1. kvartal 2008 til 1. kvartal 2009 er på 11,5 pct. målt på antal onlinebetalinger, mens der fra 4. kvartal 2008 til 1. kvartal 2009 var en stigning i antal betalinger fra 10.408.153 onlinekortbetalinger til 10.488.620.
E-handel: Nemt, bekvemt og når jeg har tid
Danskerne oplever nethandel som nemt, bekvemt og tidsbesparende, samt at det giver mulighed for at sammenligne priser og finde de billigste varer. Det viser svarene om fordele ved nethandel fra dem, der har handlet på nettet, og her er der også flere end syv ud af ti, der ikke har oplevet problemer.
Seks ud af ti salg via nettet er fysiske varer, og her er topscoreren beklædning, som står for 23 % af de fysiske varer.
Andelen af nethandler med fysiske varer er steget til 62% i forhold til samme kvartal sidste år, hvor den udgjorde 58 %.
”Den store andel af fysiske varer stiller krav til distributionen, og her er der flere nye distributionsløsninger, der lever op til kundernes forventninger om bekvemmelighed og fleksibilitet med stadig flere leveringsmuligheder, senest med Post Danmarks pakkeautomat, Døgnposten, siger direktør Morten Kamper.
Hele FDIHs pressemeddelelse kan læses her
Hele rapporten kan for 1. kvartal 2009 kan downloades på www.e-handelsanalyse.dk eller her på siden